top of page

Case: Sundhedsstyrelsens råd vedr. alternativ behandling - srab.dk

 

Vi har valgt at tage et nærmere kig på srab.dk, websitet for Sundhedsstyrelsens Råd vedr. Alternativ Behandling. Srab.dk figurerer nemlig som en meget anerkendt aktør i akupunktur-spacet, og ligger ydermere centralt i grænselandet mellem akupunktørerne og videnskaben. Derudover ser vi den som et forum, hvor kontroversen mellem evidens og erfarings søges kontrolleret, og i den forlængelse også som en objektivering og institutionalisering af akupunkturens rekontekstualisering i Danmark. Derfor er det vigtigt at få en nærmere forståelse for rådets behandling af evidens og erfaring, for at få en mere nuanceret forståelse af værdiregimerne omkring akupunktur.

Om srab.dk

 

Sundhedsstyrelsens Råd vedr. Alternativ Behandling blev nedsat i 1985 og fungerer som et forum for Sundhedsstyrelsen, samt såkaldte ’alternative’ og almene brancheorganisationer. Således er blandt andet Danske Patienter, Lægeforeningen, Sundhedsstyrelsen, Dansk Selskab for Orthomolekylær Medicin og Landsorganisationen NaturSundhedsrådet blandt de repræsenterede foreninger i rådet.

 

Rådets kommissorium foreskriver blandt andet, at rådet skal være ”det overordnede, centrale samarbejdsforum mellem myndigheder og alternative behandlere”, samt ”øge viden om og kendskabet til forskellige former for alternative behandlinger og deres virkning”, desuden at ”være forum for tillidsfuld meningsudveksling mellem alternative behandlere og Sundhedsstyrelsen”, og sidst men ikke mindst at være ”rådgivende forum for relevante udviklingsrelaterede emner, og forskning inden for det alternative behandlingsområde”.

 

Rådet har således en rolle inden for flere forskellige grupperinger, herunder det, vi kalder det etablerede sundhedsvæsen med autoriserede sundhedspersoner, samt en gruppering af alternative behandlere, der er ikke har muligheden for autorisationen som sundhedsperson, men kan registreres som alternativ behandler, den såkaldte RAB-ordning. Derudover skal rådet formidle viden om alternativ behandling til det etablerede sundhedsvæsen og offentligheden. I den forbindelse har srab.dk taget stilling til hvad de godkender og anerkender som videnskab. Dette har de gjort forholdsvis eksplicit, som vi vil se på i næste afsnit.

 

 

srab.dk - evidens, erfaring og effekt

srab.dk har dedikeret flere undersider til emnet forskning, evidens og effekt. Her lægger de ud med at stille spørgsmålet ”virker det?” Hvortil de svarer, at det afhænger af, hvilke krav man stiller til den videnskabelige dokumentation, altså evidensen. 

 

Srab.dk’s eget svar på spørgsmålet "virker det?" bygger på Cochrane-oversigter. Cochrane-oversigter er videnskabelige artikler, der samler relevante undersøgelser, vurderer deres kvalitet og giver en opsummering af de nye resultater, der med større "statistisk sikkerhed" kan vurdere effekten af fx akupunktur på en lidelse. En Cochrane-oversigt er altså en såkaldt systematisk review og ifølge srab.dk en "internationalt anerkendt database". Ud over denne beskrivelse af deres krav til evidens, fremlægger srab.dk også et konkret billede af et ’evidenshieraki’ (se billede til højre). I billedet er de systematiske reviews er placeret højest og anekdoter er placeret nederst. 

 

Her er det let at placere srab.dk’s anerkendelse af henholdsvis evidens og erfaring, hvis vi taler som erfaringer på anekdote-plan. 

 

Srab.dk forklarer også deres forståelse af effekt, og i den forbindelse bliver evidens-begrebet ydereligere kompliceret. Cochrane-oversigter operer med mulighederne for positiv effekt, mulig positiv effekt, ingen effekt samt bivirkninger og forsigtighedsregler. Effekt-inddelingen af evidens gør resultaterne om akupunktur endnu mere kryptisk, således formår srab.dk at konkludere følgende: 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Samlet kan srab.dk konkludere, at der evidens-mæssigt ikke er grundlag for generelle anbefalinger, men der er tendens hos en række lidelse til mulig positiv effekt - dog er er resultaterne så usikre, at der ikke kan gives generelle anbefalinger.

 

Navigatør i teknologiske zoner

Hvis man forestiller sig srab.dk som en slags tingsliggørelsen af mødet mellem værdiregimerne, kan srab.dk også forstås som en slags indgangsportal og medium for de teknologiske zoner, der er på spil i de to regimer.

En teknologisk zone er et begreb, der bruges til at forstå, hvilke teknologisk forestillinger der relaterer sig til specifikke områder. Man kan fx tale om metrologiske zoner, der henviser til, at specifikke måleenheder er dominerende, når man taler om en genstand. I det følgende ser vi nærmere på overlappende og modstridende teknologiske og metrologiske zoner.

 

 

Evidens som herskende teknologisk zone

Srab.dk's reference til Cohrane-oversigternes systematiske reviews og billedet af ’evidenshierarkiet’, viser en specifik metrologisk zone, der hører til den vestlige evidens-baserede medicin. Desuden vurderes det at srab.dk påtager sig som opgave, at formidle at noget først virker, når der er evidens for dens effekt. I den forbindelse har srab.dk en særlig introduktion til de alternative behandlere om, hvordan forskning skal udøves. Her stiller de den alternative behandler, der er interesseret i at forske, en lang rækker spørgsmål, som personen skal overveje, de anbefaler blandt andet også, at man læser bogen ”Det vellykkede eksperiment: Introduktion til klinisk eksperimentel forskningsmetode” af B. Zachearie. Dette vidner om, at den metrologiske zone, der især beror på evidens og målbare resultater, også ses som relevant for de udøvende alternative behandlere.

 

 

Erfaring som måleenhed?

Erfaring kan også sættes i lyset af en metrologisk zone. Italesættelsen af disse på srab.dk er dog ikke lige så eksplicitte som henvisningen til systematiske reviews og evidenshierarkiet. Srab.dks introduktion til akupunktur viser, at akupunktur er præget af nogle andre målestandarder:

 

”Den første behandling hos en akupunktør begynder med en grundig samtale, hvor akupunktøren danner sig et indtryk af det problem, som klienten henvender sig med.  Akupunktøren kan bruge forskellige metoder til at finde frem til, hvor behandlingen skal sætte ind. Nogle akupunktører bruger tungediagnose, pulsdiagnose og irisanalyse som udgangspunkt for behandlingen”

 

Samtalen fungerer i ovenstående eksempel som en slags måleenhed for en diagnose, sammen med en holistisk diagnose af diffus tungediagnose, pulsdiagnose osv. Srab.dk går ikke nærmere ind i beskrivelsen af disse diagnoser, men skriver, at der findes mere ”standardiserede” metoder. Ifølge srab.dk er de standardiserede akupunkturmetoder ofte knyttet til en bestemt lidelse, og det er den behandlingsform der er mest udbredt i den vestlige verden, herunder Danmark. I srab.dks beskrivelse af akupunktørens rolle, fremkommer også en forståelse af akupunktøren som en særlig erfaringsbære eller ekspert, der blandt andet kan mærke, når nålen sidder rigtig:

 

”Akupunktøren sætter langsomt nålen i punktet og roterer den hvis nødvendigt, indtil akupunktøren kan mærke, at nålen sidder rigtigt. Denne fornemmelse af nålens rigtige placering kaldes for ’De Qi’, som betyder ankomst af Qi, dvs. at energien igen flyder i kroppen, som den skal. Ifølge akupunktører vil kroppen ofte reagere på akupunktur, eksempelvis kan klienten opleve: Afslappelse eller træthed, Forøget energi og velvære, Kløe, summen eller prikken i kroppen, Varme- eller kuldefornemmelser.”

 

I citatet benyttes måleenheder som ’Qi’, ’energi’, ’kløe’ og ’afslappethed’; ting, der ikke godtages som måleenheder i den vestlige evidensbaseret medicin. Mødet mellem de to metrologiske zoner hos srab.dk tyder på, at srab.dk har en rolle som oversætter og muligvis som ’omskriver’ af akupunkturen fra et kinesisk til et forståeligt og accepteret, videnskabeligt sprog.

 

Erfaring underordnet evidens

Srab.dk er altså opmærksom på tankegange og praksis fra både det evidensbaserede og det erfaringsbaserede regime. Der bliver givet plads til og refereret til det erfaringsbaserede holistiske kropssyn med hvad der ellers hører til denne verden. På trods af at dens eksistens anerkendes, ses den alligevel af SRAB som underordnet en evidensbaseret logik. Anekdoter er langt mindre værd end reviews, anbefalinger bliver givet på baggrund af videnskabelig evidens, og akupunktører opfordres til at deltage i den vestlige akademiske forskning.

 

 

RAB som kvalifikationszone

Den bemærkelsesværdige mangel på alternative kilder henleder opmærksomheden på et andet perspektiv, der kan være relevant at inddrage i kontroversen om evidens og erfaring. Et perspektiv, der finder sted mellem kvalifikationszoner og ekspertise.

 

Kvalifikationszoner er netværk, hvor man har samme standarder for at vurdere kvaliteten eller berettigelsen af fænonem.

Helt generelt kan man se srab.dk som en slag sammenslutning af kvalifikations zoner: rådet repræsenterer blandt andet læger, sygeplejersker, RAB-forum osv., foreninger, der stiller specifikke krav til deres medlemmer.

Inden for akupunktur er den dominerende kvalifikationszone RAB, Registrering af Alternative Behandlere. Det er en ordning, nedsat af Sundhedsstyrelsen og henvist til af srab.dk. De fire tidligere behandlede akupunktørorganisationer kan ’registrere’ deres medlemmer, hvis de lever op til standardiserede krav om gennemført akupunkturuddannelse. Ordningen kan fortolkes som en kvalifikationszone, der standardiserer spacet af akupunktører, dog er det ikke et krav til akupunktørerne, kun en mulighed. Her fremhæver SRAB, at der ikke er tale om en decideret blåstempling af den enkelte akupunktør; som der til gengæld nok ville være ved en autoriseret praktiserende læge. På den anden side ser vi tit, at den enkelte akupunktør fremhæver registreringen som værdifuld.

 

 

 

Neutralt forum for evidens og erfaring?

 

 

Hvis vi ser srab.dk som samarbejdsforum og en brobygger mellem de alternative behandlere og det etablerede sundhedsvæsen, kan rådet også forstås som en art konsensusforum omkring kontroversen om evidens og erfaring.

 

Når dette perspektiv lægges på srab.dk, bliver dens placering som central aktør i netværket forståelig, da rådets formål er at inkludere relevante aktører i debatten om akupunktur og alternativ behandling. Til gengæld afslører den diskursive placering, som vi så i bubbleline-skemaet og ovenstående analyse, at srab.dk ikke er centralt placeret diskurs mellem evidens og erfaring. Srab.dk tilhører i overvejende grad den vestlige evidensbaserede diskurs - hvorfor denne placering også må få indflydelse på den konsensus-forestilling, der bliver skabt i forummet omkring srab.dk.

 

 

Pointen om srab.dk som abonnent på en vestligt evidensbaseret diskurs er i nogen grad bekræftet i denne case-analyse. Hvor der blandt andet på srab.dk bliver blotlagt, hvad der anses som bedre viden end anden, fx systematiske reviews til forskel fra anekdoter. Srab.dk søger dog at rumme den mere erfaringsprægede diskurs ved fx at lade læger tale anerkendende om akupunktur, blandt andet henviser de til en overlæge, der mener, at de danske sygehuse godt kan rumme akupunktur, så længe den ikke erstatte den gængse behandlingsform. 

 

I forlængelse af denne betragtning, er det kun forskere samt autoriserede sundhedspersoner som fx læger og jordmøder, der optræder som kilder på srab.dk. Sitet benytter altså ikke alternative behandlere som kilder.

Dette fund, eller mangel på samme, afslører muligvis en immanent forståelse af ekspertise, hvor alternative behandlere, selv hvis de er RAB-registrerede, ikke rangerer lige så højt som autoriserede sundhedspersoner. En betragtning, vi synes er væsentlig, i betragtning af, at srab.dk er rådet vedr. alternativ behandling og har som formål at skabe dialog mellem de alternative behandlere og det danske sundhedsvæsen.

 

 

Man skal dog holde tungen lige i munden, når man bruger begreber som ”konsensus”, ”neutralitet”, dialog.

SRAB lever op til en pluralistisk dialog idet de inddrager forskellige typer af aktører, vi alle ser som relevante for kontroversen. Her viser vores netværk også, at mange og mange forskellige aktører selv linker (venligtsindet) til srab.dk, og dermed anerkender den som vigtig spiller.

Noget andet er så det standpunkt, srab.dk fremfører på hjemmesiden. Her er der, som vi argumenterer for her, større sympati for det evidensbaserede regime end det erfaringsbaserede. I et lineært spektrum placeres srab.dk altså ikke ”neutralt”. Om det så repræsenterer en bedre holdning, eller en gennemsnitlig position, i forhold til akupunkturfeltet eller hele Danmark, eller Folketingets ønsker, går ud over denne undersøgelse at vurdere.

 

 

 

"være det overordnede, centrale samarbejdsforum mellem myndigheder og alternative behandlere, repræsenteret via respektive paraplyorganisationer"
"arbejde for en faglig højnelse af den alternative behandlerbranche ved at formidle viden om alternativ behandling og naturmedicin til det etablerede sundhedsvæsen og offentligheden"
"være inspirator til igang-sættelse af brobygnings-projekter mellem det etablerede sundhedsvæsen og alternative behandlere og drøfte integrering af alternativ behandling i det etablerede sundhedsvæsen"
Positiv effekt
”Ingen af de Cochrane-oversigter, som handler om alternativ behandling ved akupunktur, akupressur, elektroakupunktur og moxibustion melder om positiv effekt ved behandlingerne.”
Mulig positiv effekt
”Der er fundet tendens til positiv effekt ved følgende behandlinger. Resultaterne er dog så usikre, at de ikke giver grundlag for generelle anbefalinger.”
Ingen effekt
”Ingen af de Cochrane-oversigter, som handler om alternativ behandling ved akupunktur, akupressur, elektroakupunktur og moxibustion konkluderer med sikkerhed, at behandlingerne er uden effekt.”
Bivirkninger 
”Generelt melder Cochrane-oversigterne ikke om udbredte eller alvorlige bivirk-ninger ved (...) alter-native behandlinger. Det betyder ikke nødvendigvis, at be-handlingerne er bivirkningsfri. Regi-strering af bivirk-ninger er nemlig ofte mangelfuld (...)”.
bottom of page